start på hovedindhold

Felix the Human (lokal)

Felix The Human er en ung sangskriver og performer, der bevæger sig i et nærværende og tidløst musikalsk univers. Med en fantastisk sangstemme og medrivende melodier på guitar skaber han et rum, hvor det menneskelige er i centrum.


Hans musik udspringer af egne oplevelser, følelser og samtaler med mennesker tæt på ham. Sangene kredser om det at være til - om savn og taknemmelighed, livslyst og ensomhed - og det at mindes dem, vi har mistet. Der er en stille insisteren i hans udtryk: en tro på, at vi kan spejle os i hinanden og skabe en verden med mere plads til det, der mærkes.


Felix har spillet musik hele livet og begyndte at skrive sin egen musik som 16-årig, drevet af en nysgerrighed efter at finde sine egne melodier og fortællinger. Hans sange tager ofte form med udgangspunkt i melodien, hvorfra teksterne vokser frem som personlige refleksioner over livet, som han oplever det.


På scenen møder han sit publikum i øjenhøjde. Med en sårbar og åben tilstedeværelse skaber han et rum, hvor der er plads til både stilhed, improvisation og kontakt. Koncerten bliver et fælles øjeblik - et sted, hvor publikum kan genkende sig selv, føle sig set og måske gå derfra med en sang på hjernen og en følelse af at være lidt mindre alene.
Felix The Human repræsenterer en stærk stemme med et eftertænksomt sind - et nærværende musikalsk udtryk, der når ud til både unge og voksne i alle aldre og taler ind i noget universelt menneskeligt.